J.F. Clemens

J.F. Clemens flyttede med sin familie fra Pommern til København og blev som 13-årig optaget på Kunstakademiet. Her uddannede han sig sideløbende som håndværksmaler og blev efter erhvervet svendebrev optaget som dekorationsmaler i Johan Mandelbergs atelier. Interessen for kobberstikkunsten fik dog hurtigt C. på andre tanker og førte til en frugtbar læretid hos J.M. Preisler. Fra disse år, ca. 1769-70, stammer de første øvelsesblade, som fint dokumenterer elevens tilegnelse af kobberstikkets håndværksmæssige teknikker. Debuten for en større offentlighed blev 1772-udgaven af Peder Paars, med stik af C. efter Wiedewelt, og snart fulgte en række raderinger til Niebuhrs Reisebeschreibung nach Arabien. Anerkendelsen udeblev da heller ikke og fandt konkret udtryk i tildelingen af et 4- årigt rejsestipendium til Paris, der med kunstnere som J.G. Wille og N. Delaunay stadig kunne mønstre en levende kobberstiktradition, omend præget af en tiltagende overfladisk virtuositet. Den teknisk dygtige C. assimilerede hurtigt den franske stil som i portrættet af Otto Blome, hvor det tidligere lidt grove gravstikarbejde er veget for en anderledes detaljemættet, men også elegant og frapperende teknik. At C. også, måske under indtryk af mødet med den franske kobberstikker C.N. Cochin, var i stand til at omsætte teknisk bravour til et fintnuanceret selvstændigt udtryk, vidner en række profilportrætter af kongelige personer, udført i Paris efter forlæg af Cornelius Høyer. C. fulgte 1777 med Jens Juel og Simon Malgo til Schweiz, hvor han det følgende halvandet år bl.a. udførte vignetter til Charles Bonnets Oeuvres d'histoire naturelle ... (s.m. F.L. Bradt) og stak Juels fine portræt af Bonnet. Sidstnævnte vakte berettiget opsigt med den kongeniale fortolkning af Juels forlæg og blev indledningen til et livsvarigt samarbejde. C. blev udnævnt til hofkobberstikker 1779, Juel til hofmaler 1780, og sammen var de i de følgende tiår beskæftiget med at opfylde den store portrætefterspørgsel fra såvel kongehus og adel, som voksende borgerskab. Efter hjemkomsten var C. ved siden af portrætterne optaget af to illustrationsopgaver. Kobberstikkene efter Wiedewelts mindesmærker ved Jægerspris, publiceret 1783, var mest omfattende, men stikkene efter Abildgaards tegninger til Johannes Ewalds Samtlige Skrifter vakte mest opmærksomhed, idet illustrationen til dramaet Adam og Eva blev beskyldt for at være anstødelig. Samarbejdet mellem C. og Abildgaard blev derfor afbrudt efter første bind (1780) men genoptaget omkring flere af Abildgaards hovedværker bl.a. Sokrates (1786) og Lykkens Tempel (1798). C. indtog en central plads i samtidens kunstliv og havde som Juel og Abildgaard nære forbindelser til toneangivende politiske kredse, især på grund af venskabet med kammerherre og hofmarskal Johan Bülow. C. havde allerede i Schweiz stiftet bekendtskab med oplysningstidens naturvidenskabelige og filosofiske diskussioner og den nære tilknytning til Abildgaard udvidede bevidstheden om oplysningsprojektets politiske og samfundskritiske aspekter. I 1780erne samarbejdede C. og Abildgaard om en række samfundssatiriske blade Kiøbenhavns Skilderie (1787), og Abildgaards subtile kritik af religiøse og politiske forhold fandt i C. en sympatiserende fortolker. Efter hjemkomsten fra England 1795 begyndte C., formodentlig under indtryk af engelske kobberstikkere som Woollet og Sharp at arbejde med akvatinte og i mindre grad crayonstik. Blandt akvatinteværkerne skal fremhæves Lykkens Tempel efter Abildgaard, Københavns bombardement efter C.A. Lorentzen og de mange prospekter fra Sanderumgaards have efter egne tegninger. Samtidens påskønnelse inkluderede ikke det hjemlige kunstakademi, der først 1813, efter flere forbigåelser, udnævnte C. til professor i kobberstikkunst. Nogle år senere 1818 fulgte et mere prestigegivende professorat ved modelskolen, men udnævnelsen af den da 70-årige C. var sandsynligvis begrundet med ønsket om at undgå den uomgængelige historiemaler C.F. Høyer. De mange kobberstik efter Wiedewelt, Juel og Abildgaard bærer vidnesbyrd om C.s fine fornemmelse for og evne til at fortolke og omsætte de forskelligartede forlæg. Den tekniske kunnen og kunstneriske indlevelse gjorde ham i stand til at bevare de enkelte kunstneres særpræg. Fra den nyklassicistiske enkelhed og monumentalitet i Wiedewelts Fr. Vs gravmæle i Roskilde Domkirke over Juel-portrætternes elskværdige soliditet og karakteristiske stoflighed til Abildgaards maleriske drama. C. overlevede kunstnervennerne med flere tiår men formåede at etablere nye venskaber og samarbejde med bl.a. C.A. Lorentzen og især Eckersberg, der nød godt af C.s råd og gode forbindelser. Efter Lorentzen udførte C. sit sene hovedværk Slaget på Rheden, mens Eckersberg leverede forlæg til Lotterisedlen og flere portrætter. I de senere år eksperimenterede C. også med den litografiske teknik, som efterhånden udkonkurrerede kobberstikket.