Rasmus Harboe

Rasmus Harboe fik fra 1887 sammen med en gruppe danske billedhuggere undervisning hos Stephan Sinding i Enkedronningens palæ på Amalienborg. Her kom bl.a. Anders Bundgaard og Th. Bærentzen. Sidst i 1890 lejede eleverne to atelierer i Boulevard Arago, Paris, til sig selv og deres lærer. H. ledsagede Sinding på rejsen i januar 1891. Under opholdet, der varede godt et år, udførte H. en marmorskulptur af en siddende dreng, der udstilledes i 1892 på Salonen og året efter på Charlottenborg. Skulpturen viser både en teknisk beherskelse og et indadvendt, refleksivt udtryk, der blev karakteristisk for hele hans værk. I 1895-96 fik H. en stor opgave i sin hjemby Skelskør. Han dekorerede facaden på byens nyopførte rådhus med keramiske relieffer og en legemstor fremstilling af Justitia, udført i keramisk teknik med tilføjede dele af metal. Under et længere Italiensophold for det Anckerske legat (1898-99) blev H. afgørende påvirket af italiensk renæssanceskulptur og af græsk kunst. Han udmøntede efter sin hjemkomst disse inspirationer i en stor Pallas Athene- figur, udført i forskellige marmorsorter og med brug af bronzeelementer. Skulpturen vakte modstand, men købtes af G.A. Hagemann, der lod den opstille i Ingeniørforeningen i Amaliegade. Den er senere forsvundet. Året efter tog H. afsked med Sindings mere realistiske skulpturopfattelse i en stående helfigursfremstilling af læreren. I den klassisk inspirerede gruppe, Foråret, Zephyr og Flora, 1904, symboliserede manden bevægelsen, kvinden tyngden i skulpturen. I årene fra 1907-20 arbejdede H. sammen med Martin Nyrop, Hack Kampmann og Martin Borch, til hvis bygninger han udførte relieffer og figurer, der indgik i samspil med arkitekturen. I 1913 deltog H. i konkurrencen om en brønd til opstilling i København og vandt foran Willumsen og Niels Skovgaard. To år efter stod Herkulesfontænen færdig på Vesterbro Torv. Bag den ses på Eliaskirken tre af H.s relieffer med kristen symbolik. På dette sted sammenfatter H. de klassiske og tidligt kristne impulser, der øvede indflydelse på hans kunst. H. arbejdede i perioden fra 1910 til 1930 lejlighedsvis for Aluminia, hvor han udførte farvede, glaserede skulpturer og statuetter. De tidligste af disse røber indflydelse fra bl.a. della Robbia'ernes kunst. H. deltog i 1913 i konkurrencen om Grundtvigmonumentet. Hans skitse hertil blev i 1926 af P.V. Jensen Klint foreslået anvendt i stor størrelse i forgyldt træ til opsætning indvendig over kirkens indgang. På opfordring fra Ny Carlsbergfondet udførte H. først en version i fuld størrelse i gips, som han i 1929 viste på Kunststævnet i Forum. Figuren blev dog aldrig realiseret som tænkt. I 1983 lod Ny Carlsbergfondet gipsversionen opstille i Grundtvigskirkens krypt. Til konkurrencerne om mindesmærker for de faldne søfolk og de faldne sønderjyder i 1. verdenskrig (begge 1925) udførte H. udkast, hvis fornemme plastiske egenskaber gjorde varigt indtryk på en af deltagerne, den unge Mogens Bøggild. H. trak sig efter sin hustrus død i 1936 tilbage fra omverdenen. Fra de sidste tredive år af hans liv kendes ingen arbejder. I sin strenge dyrkelse af formen og sit refleksive, filosofiske kunstsyn står H. isoleret blandt sine samtidige. Hans værk kan ses som en forløber for den beskæftigelse med "den store stil", som bl.a. Vilhelm Wanscher gjorde sig til talsmand for, og som han, med udgangspunkt i den italienske renæssance, forsøgte at samtænke med den moderne kunstudvikling.