Peter Rostrup Bøyesen

Peter Rostrup Bøyesen gjorde sig bemærket allerede ved debuten i 1905 på grund af en fin kolorit, men også ved en særlig motivkreds, hentet fra det københavnske arbejderkvarter, hvor han boede det meste af sit liv: Området ved Ladegårdsåen, hvor Nørrebro og Frederiksberg mødtes. Til langt op i årene malede han her og lignende upåagtede steder, men i modsætning til Albert Gottschalk medtog R. områdets forhutlede eksistenser. Sideløbende med disse motiver malede han portrætter og selvportrætter og de senere år en del opstillinger. R. er blevet kaldt en "overgangsskikkelse mellem naturens maleriske afbildning og dyrkelsen af maleriet som en art natur i sig selv". Det kommer til udtryk i hans maleriske sprog, der veksler mellem fint afstemte valører, en friere, robust farveopfattelse og en pastos malemåde, Fisk og citron på et fad og Foran motivet. Fra 1910 underviste R. på Kunstakademiet, men da han i 1920 ikke som ventet blev indstillet til et ledigt professorat, strejkede eleverne, og han startede en privat tegneskole. Han fik betydning for mange yngre malere, bl.a. Axel Salto og Mogens Andersen og var en uhyre vellidt og respekteret pædagog: Vidende, opmuntrende, fordomsfri og engageret. De senere års kunsthistoriske litteratur har fremhævet R. som læreren og pædagogen frem for kunstneren. Det synes ikke helt retfærdigt. I hovedværket, den store freskoudsmykning i Nikolaj Kirke, sammenstillede han de to hovedlinier, som prægede både hans kunst og livsindstilling: Hverdagens realitet og den poetiske livsfølelse. Som flere af hans værker i øvrigt trækker denne udsmykning dybe etiske spor og vidner om en malerisk begavelse, der ikke gik på kompromis.