Oluf Hartmann

Oluf Hartmann fik en kort kunstnerisk løbebane; han døde i en alder af 30 år som følge af en blindtarmsoperation og nåede kun at udstille i 5 år. Som søn af Emil og barnebarn af I.P.E. Hartmann, begge komponister, voksede han op i et hjem, præget af interesse for musik, kunst, litteratur og rejser. H. røbede tidligt et udpræget talent for tegning, og allerede i 12-års alderen stod det klart, at han ville være maler. Vejen gik over det på den tid provinsielle miljø på Kunstakademiet i København, og uddannelsen blev afsluttet med 3 vintre på Zahrtmanns skole, der bragte ham i kontakt med et mere radikalt kunstnermiljø. H. nød sin lærers bevågenhed, men overtog ikke den zahrtmannske udpenslede, anekdotiske situationsskildring, derimod lærte han farve- og formbehandling. I figurkompositionerne skinner den klassiske skoling, hans solide akademiske viden og store kendskab til den ældre kunst igennem. Motiverne er overvejende hentet fra Bibelen eller mytologien og holdt i en neddæmpet farve med gamle mestre som Tintoretto, Tizian, Rembrandt, Goya og Delacroix som forbilleder. H.s opfattelse er derimod langt fra gængse, klassiske fremstillinger af lignende motiver. Tradition og fornyelse mødes i hans billeder. I udførelsen udviser hans billeder stor alvor samtidig med, at de røber en sprudlende fantasi og et barokt, fantastisk lune. Når han fremstillede homeriske helte, var det med Patrokles i centrum af en samling slagsbrødre, der væltede sig i brutalt håndgemæng. Skikkelserne er heller ikke skildret unge og smukke efter et klassisk skønhedsideal, men som lavstammede, tykpandede, grove karle med mindelser om primater. Kun kompositionerne er klassiske i deres sikre opbygning over trekanter, pyramider, diagonaler og parallellogrammer. Inden for de geometriske rammers struktur udspiller fremstillingen sig med fortættet styrke og dramatisk bevægelse. Omridset holder sammen på figurerne, der presser sig ud af det omkringværende mørke som abstrakte muskelbundter. Lyset administreres helt subjektivt, heftes på nøgne rygge og arme, mens benene fortaber sig. Deres reflektion i den mørke flade tjener til at formidle en uvirkelig og immateriel stemning, hvor tid og rum og individgrænser opløses. H. har uden tvivl været modtagelig for Vilh. Wanschers ideer om "den store stil", hvor billedrummet står som noget væsentligt, der skal afgrænses og fyldes dramatisk, og Wanscher benyttede da også H. som eksempel på en kunstner, der forstod at komponere et billede. Først under et studieophold i Paris få måneder før sin død, fik H. for alvor øjnene op for det impressionistiske lysmaleri. En egentlig udvikling i H.s virke er svær at tale om. Han beskæftigede sig til stadighed med de samme ideer og fastholdt visse grundmotiver i forskellige udformninger, i tegninger og grafik og i enkelte tilfælde skulpturelt. Hans emner er dyrkelsen af kroppen og den ubændige eros, mennesket i livtag og favntag. Han kredser om den gammeltestamentlige Jakobskamp og lægger vægten i fremstillingen på den fysiske brydning og ikke det metafysiske forhold. Den fysiske brutalitet i kropslig nærhed gentages i billeder af To mænd, der slås, samme tema i en verdslig og samtidig udgave. Det naturbårne og animalske livssyn går igen i alle H.s motiver. Også i billeder af hekseridt og det apokryfe motiv med Susanne og de to gamle er interessen samlet om menneskeskikkelserne hver for sig og i deres indbyrdes samspil, stærke og vitale mænd sat over for kvinden som heks. Attributter optræder kun, når de er uundgåelige som et kosteskaft i billeder med hekse. Han har næsten udelukkende malet nøgne skikkelser, tidløse, naturlige og frigjorte fra traditioner. I motivvalg og behandling stræbte H. at nå ned til noget oprindeligt, til et udspring. I landskabsbillederne indfangede han kyst- og engpartier som synes uberørt af den moderne civilisation, og også dette tema tolkede han i overensstemmelse med interessen for det oprindelige og primitive. Scener af overmennesker i kamp og bevægelse, utilsløret seksualitet og urnatur peger på H.s engagement i vitalismen, som prægede en del af åndslivet i årene efter århundredeskiftet. Han opererede med glidende overgange mellem den store mytologi og det nære, virkeligheden. I hans værk kan anes begyndelsen til en moderne mytologi, hvor anvendelsen af bevidstheden om det forgangne ligger som en fond af oplagret viden og muligheder. H. opnåede, som en af de få i sin generation, tidligt succes i det etablerede kunstliv som udstiller på Charlottenborg og Den frie Udstilling, og også i kredsen af jævnaldrende kunstnerkammerater blev han betragtet som en frontskikkelse. Siden mistede han denne status, som han først nu er ved at genvinde.