Mander III, Karel van

Karel (III) van Mander tilhørte en etableret nederlandsk kunstnerfamilie. Både faderen og farfaderen, Het Schilderboeks berømte forfatter, var anerkendte kunstnere. Fra 1630 arbejdede M. regelmæssigt for det danske hof. Selv om han kun var i begyndelsen af tyverne, etablerede han sig som Christian IVs foretrukne portrætmaler. Ganske vist kan ingen portrætter af kongen fra begyndelsen af 1630rne sikkert henføres til M., men han fik betaling for flere portrætter af kongen end nogen anden, og i 1635 omtalte Christian IV det værelse, hvor han plejede at "sidde" for M. Formentlig skabte M. den portrættype af Christian IV, der kendes fra Simon de Pas' kobberstik til Bibeludgaven 1633. M.s karriere hang givetvis sammen med et usædvanligt talent, men det hører med, at Christian IV nyligt havde mistet sine bedste kunstnere. Pieter Isaacsz døde i 1625, Jacob van Doordt i 1629, og det tredje store navn, Frantz Clein, var rejst til England. Mens det ikke er muligt at identificere sikre malerier af M. fra første del af 1630rne, kendes der flere tegninger, som vidner om hans tekniske dygtighed, og det var naturligt, at han, sammen med kongens kobberstikker Simon de Pas, udførte dekorationerne til de balletter, der opførtes ved prins Christians bryllup i 1634. Omkring nytår 1635-36 rejste M. med kongelig understøttelse til Italien og Nederlandene for at dygtiggøre sig. Han kan have besøgt Rembrandts atelier, hvor han udførte en fri variant af dennes maleri af Ganymedes og ørnen. I øvrigt kendes intet til rejsens forløb, men de billeder, han udførte efter hjemkomsten giver et fingerpeg om påvirkninger og indtryk. I portrætter af Christian IV, udført tidligt i 1640rne, introducerede M. i Danmark de nye normer for officielt portrætmaleri, som var skabt af Rubens og hans efterfølgere. I modsætning til det traditionelle fyrsteportræts mørke, draperede baggrunde malede M. i lyse farver, ofte med landskabsbaggrund. At han levede op til alle forventninger om at gengive modellernes anseelse fremgår af hans priser. Tidligt i 1630rne fik han gerne 20 daler for et billede, men han fik 400 daler for 3 helfigursbilleder af Christian IV i 1640. M.s billeder af Christian IV har haft en gennemslagskraft som ingen andre danske fyrsteportrætter. Wilhelm Marstrand brugte dem som forlæg for sit billede af Christian IV på Trefoldigheden, og de er grundlag for kostumieringen af Christian IV-figuren i Elverhøj. M. skabte efter slaget på Kolberger Heide en ny portrættype af kongen i profil for at skjule det ødelagte øje. M. malede mellem 1640 og 1670 mange portrætter af danske adelige, borgerlige, akademikere og gejstlige. Han forstod som ingen anden at variere sine kompositioner efter modellernes forventninger og sociale position. I gruppeportrættet af Vinhandler Gamborg og familie har han karakteriseret det solide, velhavende københavnske patriciat, som hjalp Frederik III til enevoldsmagten i 1660. Modsætningen hertil er portrætterne af den borgerlige generalpostmester Poul Klingenberg og dennes hustru, der efteraber det officielle fyrsteportræt, så de bliver karikaturer af de nyriges honette ambitioner. De store fyrste- og adelsportrætters elegance har medført en tendens til at overse M.s talent for personkarakteristik. En række portrætter fra 1650erne, ofte med lysende ultramarin baggrund, viser, at M. også på dette område besad sjældne evner. Hans portrætter af Frederik Günther og Henrik Bielke hører til de mest udtryksfulde i dansk kunst. M. leverede også mytologiske og allegoriske billeder til hoffet. Denne side af hans virksomhed er aldrig blevet systematisk undersøgt. Der er bevaret en del perspektiviske loftsbilleder, antagelig udført af M., med motiver som Elementerne, Sanserne m.m. De fleste er i privateje, men stammer formentlig fra de kongelige slotte. I Staatliche Kunstsammlungen, Kassel, beror en suite på 9 billeder med motiv fra den senantikke forfatter Heliodors kærlighedshistorie Aegyptica, som også må anses udført af M. eller hans værksted. Billedernes oprindelige plads er ukendt, men da de har været i kongelig svensk eje, er det nærliggende at antage, at de var krigsbytte fra Danmark. M. malede også motiver fra Danmarks forhistorie, f.eks. Prins Svends lig findes, ca. 1645. I et hyldestdigt 1655 til dronning Sophie Amalie nævnte den spanske gesandt i København, Bernadino de Rebolledo, at der på Hørsholm Slot var en billedserie, der viste de store begivenheder i dronningens liv. Oplysningerne er blevet betvivlet, fordi digtet har karakter af poetisk fiktion, men tilsvarende serier kendes fra hele Europa, alle med Rubens' fremstilling af Maria af Medicis liv (Louvre) som forbillede. M.s portrætter udgør et galleri af det danske samfunds sociale, økonomiske og kulturelle elite i årene omkring enevældens indførelse i 1660. De afspejler, at han havde levet sig fuldstændig ind i dansk kultur og mentalitet. Han var ven med flere store navne inden for lærdom og videnskab, bl.a. Ole Worm, Henrik Ernst og Simon Paulli, som han alle malede. Hans portrætter af lærde og gejstlige knytter sig til den hollandske, borgerlige portrættradition. M. havde selv lærde interesser og udførte for Thomas Bartholin tegninger til et planlagt anatomisk atlas. Han skrev digte og indrettede et privat kunstkammer med malerier, gobeliner, våben, mekaniske instrumenter, etnografiske og naturhistoriske genstande. Socialt tilhørte M. det københavnske borgerskabs øverste lag. I 1641 boede han til leje i Læderstræde, men omkring 1650 erhvervede han en gård i Østergade, der endnu bærer hans navn. Gården berømmedes for sin indretning, og udenlandske standspersoner, også fyrstelige, blev indkvarteret her under besøg i København. M.s ry var europæisk. Rebolledo kaldte ham "den danske Apelles", og han blev hyldet i et digt af Hollands største digter, Jost van den Vondel. M. er nedsættende blevet kaldt eklektiker, men betegnelsen afspejler også, at han i kraft af talent og teknik kunne påtage sig alle typer opgaver. Han formidlede det officielle flamske portræt i Rubens' og van Dycks manér og introducerede også det borgerlige, hollandske portræt. Men han forholdt sig altid frit til forbillederne, og med sin evne til at variere og kombinere disse blev han den store fornyer af dansk portrætmaleri.