Johann Salomon Wahl

Johann Salomon Wahl kom i kontakt med det danske hof i 1721 gennem maleren Hinrich Krock, hvis portræt han malede i Hamburg 1721. Året efter malede han kronprins Christian (VI), og til Christian VIs død i 1746 var han hoffets foretrukne portrætmaler. W.s succes skyldtes flere forhold. Han kom til Danmark på et tidspunkt, hvor hoffet manglede en habil portrætmaler. Hans pompøse portrætter svarede til enevældens repræsentative behov. Det kan også have spillet en rolle, at han repræsenterede en portrættradition, som dronning Sophia Magdalene var fortrolig med fra sin sachsiske opvækst. Dertil kom en utrolig produktivitet. Arkivalsk har vi således kendskab til mere end 50 portrætter af Christian VI. Endelig var han en særdeles alsidig kunstner, der kunne levere alt fra miniaturer til paradeportrætter i hel figur. Også det plastiske portræt evnede han. Herom vidner en række portrætmedaljer samt den bevarede voksfigur af Christian VI. W.s portrætter er i reglen højtidelige og udmærker sig ved det repræsentative frem for den indtrængende personkarakteristik. Hans mørke farver giver indtryk af en alvorsfuld generation. Modellerne signaliserer hæderlighed, fromhed og mangel på fantasi. Det er pietismens slægtled, W. har portrætteret. Kun undtagelsesvis brød han med konventionen. Det muntre portræt af hofnarren Otto Kyhl viser, hvad han kunne få ud af en model, når han var frigjort fra det officielle portræts spændetrøje. W. malede også landskaber og genrebilleder. Ingen af disse synes bevaret med undtagelse af nogle kopier, han antagelig udførte som ung i forbindelse med sin udddannelse. W.s ansættelse som hofmaler betød for en tid et brud med den traditionelle fransk-nederlandske orientering i dansk officielt portrætmaleri. Sammen med Andreas Møller og svigersønnen Marcus Tuscher repræsenterede han en mellemeuropæisk tradition knyttet til Sachsen og Østrig. Inspirationen fra Kupezky er tydelig, selv om han måske var mindre virtuos. Med tronskiftet 1746 var hans tid forbi. W.s solide portrætter kunne ikke klare sig i konkurrencen med Pilos lyse og lette rokokofantasier. Betydningsfuld var hans indsats som kunstkammerforvalter. Han fik bragt orden i samlingerne og fik udarbejdet det store kunstkammerinventar i 1737. W. stod også bag flere vigtige erhvervelser af gamle europæiske mestre, bl.a. Hans Memling, Joos van Cleve, Baroccio og Jan Heem foruden nogle billeder, der indtil for nylig var tilskrevet Rembrandt. Han besad en betydelig privat malerisamling, bl.a. Karel van Manders store billede Prins Svends lig findes, som han solgte til kongen. Desuden afhændede han en del af sine egne værker, blandt andet nogle ungdomsarbejder, til hoffet.