Hendrik Krock

Hendrik Krock prægede, sammen med Benoît le Coffre, helt historiemaleriet i Danmark i de første årtier af 1700-tallet. Deres kunst var væsensforskellig, men de to supplerede hinanden. Hvor Coffre afbilder en eventyrlig og teatralsk verden i en stil, der antyder en begyndende rokoko, malede K. pompøse, mytologiske og religiøse værker, der udtrykker kongemagtens pragt og værdighed. K. var den i sin samtid hyldede, og estimeret af både Frederik IV og hans søskende, men også af den efterfølgende konge, Christian VI. Eftertiden har imidlertid været hård i sin dom. K.s kunst er helt og fuldt præget af den italienske og, i mindre grad, af den franske barok, hvis billeder han så på sine rejser og flittigt kopierede. Hvilket ikke var ualmindeligt. Ifølge opgivelser fra en af K.s senere elever, var K. på sin første Italiensrejse i 1693 ledsager for den unge Ulrik Christian Gyldenløve, Frederik IVs halvbroder. K. fik derved en naturlig forbindelse til den unge Gyldenløve, og gennem ham til hans brødre, først og fremmest kongen, K.s største opdragsgiver. I 1701 var K. i Danmark og blandt den gruppe af kunstnere, der androg om oprettelse af et Kunstnersocietet, et Kunstakademi, uden at de dog fik tilladelsen. Først kort tid før sin død i 1738 blev K. af kongen betroet oprettelsen af det første Kunstakademi, hvis studiemateriale i høj grad kom til at bestå af de stik og tegninger, K. havde hjembragt fra Italien. Dernede havde han, bl.a. hos Carlo Maratta, lært den antikiserende, velkomponerede og mådeholdne barok, der ikke benytter sig så meget af de illusionistiske og kunstfærdige overgange mellem virkelig og fiktiv arkitektur. K. holdt baggrundene i dybe himle og skyformationer omkring forholdsvis rolige figurgrupper. Hans mange lofts- og vægudsmykninger blev udført i klar sammenhæng med den omgivende arkitektur, også derved blev hans kunst så populær i forbindelse med samtidens store byggeprogram, hvor K. dekorerede de store slotte. De mange apoteoser har haft en klar symbolværdi for de 2 enevoldskonger, der var bygherrerne. Farverne, som K. brugte, kunne være hidsige, og af og til af en vis metallisk karakter, men han benyttede også en klar dybblå, der klang fint med den solgyldne omkring de forskellige apoteoser. Dommedagsscenerierne skiller sig ud kompositorisk med mængden af figurer i stærk bevægelse op mod og ned fra den gyldne Kristusfigur foroven. K. kunne naturligvis ikke være alene om de enorme opgaver, han fik af både kongelige og borgerlige. I hans værksted arbejdede mange elever og svende, hvoraf kun kendes nogle få, Adolf Høwisch, Naaman Prehn, der skrev en biografi over K., Jacob Fosie, Fr. Lovise Francischani og Joh. Fr. Kriegel. Ingen af dem magtede efter K.s død at overtage hans position. Desuden var tiden løbet fra barokken, og til det nye Christiansborgs interiører måtte indkaldes rokokoens franskorienterede kunstnere, simpelthen fordi der i landet ikke var kunstnere til den store opgave. Også derfor var det så nødvendigt med et uddannelsessted, Kunstakademiet, hvis første leder blev K. Der eksisterer et portræt af K., malet i Hamburg af Joh. Salomon Wahl i begyndelsen af 1720rne (Frederiksborgmuseet), da K. var på sin karrieres højeste. K. ser selvbevidst med et skråt blik nedad. Over det ovale ansigt med kraftige træk bærer han en kæmpestor allongeparyk. Han er ikke i hofdragt, men har skjorten stående kunstnerisk skødesløst åbent i halsen. Men en silkekappe er draperet over skuldrene. Der er ingen tvivl om, at hofmaleren kendte sit værd.