52
Artworks
0
Followers
Biography
Hendrik Goltzius har antagelig aldrig været i Danmark, men er alligevel en central skikkelse i dansk kunst i første halvdel af det 17. århundrede. Skifter og testamenter dokumenterer, at hans grafiske arbejder, ofte i frie gengivelser, var meget udbredte i Danmark. I mange tilfælde er de blevet brugt som forlæg af hjemlige kunstnere. Et markant eksempel er Møntportrelieffet på Frederiksborg, hvis fremstilling af Mars og Venus er baseret på Goltzius' tegning af Bacchus, Ceres og Venus. Et loftsmaleri på Rosenborg af Cupido og Psyches bryllup, som tilskrives Pieter Isaacsz., har som forlæg et kobberstik af Goltzius efter tegning af B. Spranger. Herudover findes der i danske slotte, herregårde og kirker malede fremstillinger og skulpturer, der er udført efter forlæg af G. Gode eksempler er hovedportalerne på Ulstrup og Løvenborg. Også på broderede duge findes ofte motiver baseret på G.s stik og raderinger. Gennem hans grafiske arbejder udbredtes kendskabet til den nederlandske senmanierisme og den rudolfinske hofkulturs billedverden i Danmark. Han har desuden udført portrætstik af Frederik II og Henrik Rantzau.
Born
1558.0
Died
1617.0