Hans Smidth

Hans Smidth flyttede 15 år gammel fra Kerteminde til Skive, hvor faderen havde fået stilling. Rejsen og mødet med den jyske natur gjorde et stort indtryk. Selv 60 år senere fremstod rejsen som en skæbnerejse i en levnedsskildring af Carl V. Petersen, baseret på et interview med kunstneren. S. blev om nogen skildrer af heden og af folk og fæ. Efter studentereksamen begyndte han at studere medicin. En ældre bror tegnede og malede i sin fritid, og S. selv blev snart så optaget heraf, at han i 1861 startede ved Kunstakademiet, som han forlod uden afgang i 1866 grundet manglende økonomiske midler. Tilbage i Skive uden uddannelse fortsatte han sit kald. S. havde fra barnsben været glad for friluftsliv, og motiver fandt han på lange vandreture langs Limfjorden, i Sallingland, på Fuur og på de vidtstrakte heder syd og sydvest for Skive. Landskaber, interiører og folkelivsbilleder var og forblev centrale motiver og det dagligdags det bærende i hans kunst. S. debuterede i 1867 på Charlottenborg, men først 10 år senere opnåede han akademisk påskønnelse med Neuhausens Præmie. De tidlige billeder viser S. som en omhyggelig, noget uskolet kunstner med sans for malerisk stoflighed og fornemmelse for lys og med udpræget form- og rumsans. Heri var S. præget af Eckersbergskolens saglighed med dens vægtning af iagttagelse og redegørelse for detaljen. Mange mindre billeder vidner om, at de er malet på stedet. Tidens nationalromantiske strømninger mærkes langt op i 1870erne. Især har Chr. Dalsgaard påvirket ham, hvad angår fremstillingens alvor. Det anekdotiske kom dog aldrig til at spille nogen rolle i hans folkelivsbilleder. Vinteren 1870-71 deltog S. i V. Kyhns Huleakademi, og det er i flere billeder tydeligt, at han modtog indtryk af dennes brug af lyset som betonende og rumskabende element. Fra 1878 boede S. fast i København hos moderen, senere hos den yngre bror, ingeniøren og industrimanden F.L.S. Tilstedeværelsen i hovedstaden betød, at S. i løbet af 1880erne kom under indflydelse af den realisme, som for alvor slog igennem først i årtiet. Og han har uden tvivl hilst den velkommen, for de ideale og nationale fordringer, som traditionen satte, passede dårligt til hans temperament. Hans malerier og hele livsførelse vidner om jordbundethed og i øvrigt et uhildet forhold til natur og mennesker. Med realismen gik S. tættere på motivet, han begrænsede farvevalget, og en anden bredde viste sig i landskabsopfattelsen. Med tiden besøgte S. stadig flere egne i Jylland, arbejdet med forlæg til Galschiøts Danmarkstopografi bragte ham viden om. Der kendes motiver fra Vendsyssel, Himmerland, egnene omkring Mariager, Randers, Århus, Horsens, Ry, Silkeborg og Herning samt Vestkystegnene. S. har dog også malet på øerne, Kerteminde, Arresø og Hillerødegnen, mens en rejse til Flensborg blev hans eneste besøg i udlandet. Sidst i 1880erne og først i 1890erne modnedes hans realistiske stil, og hans ambitioner fik en ny drejning, hvad de store og komplicerede figurkompositioner, f.eks. markedsscener, slavekrigsbilleder og motiver efter Blicher, viser. S., som ellers havde holdt sig til skildringer af hverdagslivet, nærmest dyrkede dramaet i de to sidstnævnte motivkredse. Den såkaldte slavekrig, hvis forløb ikke savner ufrivillig komik, skildrede han med stor alvor og med respekt for de skræmte bønder, der med livet som indsats var parate til at forsvare egn og hjem. St. St. Blichers noveller forløste et vældigt potentiale hos S., og i en række malerier fra 1894 og senere forenes litterær indlevelse med storladen visuel kraft, en suveræn håndtering af lys og skygge og en magtfuld pensel. S. havde i Den kgl. Malerisamling studeret de nederlandske mestre og her hentet inspiration. Ikke bare fik S. en ny motivkreds, ildebrandsbilleder under indtryk af Aert van der Neer, men hans penselstrøg blev bredere og mere i sig selv hvilende, og farven blev stoflig. I hele taget kom en selvsikkerhed, der gjorde, at samtiden fik øjnene op for hans kvaliteter efter den retrospektive udstilling 1900 i Kunstforeningen. Her udstilledes omkring 300 malerier, studier og tegninger, hvoraf størstedelen blev solgt. H. Hirschsprung købte adskillige arbejder, og Statens Museum for Kunst erhvervede i 1901 billedet, der havde opnået Neuhausens Præmie. Efterhånden fik hans kunst også et folkeligt gennembrud. Anerkendelse må have betydet umådeligt meget for den efterhånden ældre og stort set upåagtede kunstner, og den bestyrkede uden tvivl S. i hans kunst, og mange af de betydeligste værker blev til i alderdommen. S. var vel vidende om, at landskaber, interiører og menneskene i hans motiver var noget snart forgangent. Det gav dog ikke anledning til sentimentale eller nostalgiske undertoner. Ligesom A. Ancher og L.A. Ring havde S. som realist en dybfølt trang, der kommer af at kende et miljø indefra, til at vise, hvordan naturen syner, og hvordan menneskene lever. I den ånd er også de billeder skabt, hvor han tematiserer den moderne tid i disse fjerntliggende egne eller skildrer natmandsfolkets skikke. I S.' kunst forenes realisme med det bedste fra guldalderens og det nationalromantiske maleri. Tendenser i tiden som stemningsromantik, det patetiske, det virtuose eller symbolisme gav han sig ikke af med. Han var i et og alt trofast over for det sete og sansede, som han formåede at give et på en gang poetisk og sagligt udtryk.