Frans Schwartz

Frans Schwartz gjorde i begyndelsen af 1880erne, som så mange kunstnere i sin generation, oprør mod Kunstakademiets undervisning. En af konsekvenserne af dette modsætningsforhold blev stiftelsen af De frie Kunstskoler, hvori S. tog aktivt del. Som kunstner var han dog en enspænder og havde ikke noget egentligt behov for at deltage i de nyeste kunstneriske strømninger. Tværtimod isolerede han sig med årene mere og mere fra kunstlivet og indskrænkede efterhånden såvel offentlig fremtræden som omgang med kolleger. I årtierne omkring århundredskiftet udforskede han, med fornemme resultater til følge, raderingens tekniske muligheder, stærkt påvirket af Rembrandts mesterskab på dette felt, men også af franskmanden Albert Besnard. I glimt afsløres en stærk psykologisk indlevelsesevne og en følsom inderlighed i stemningsanslaget. Han syntes dog til en vis grad hæmmet af den borgerlige kulturs normer og forblev i sin søgen eklektisk og eksklusiv, hvilket medførte en vis tørhed i det kunstneriske udtryk. Som maler afslørede S. især sin tilknytning til kunstnere som Carl Bloch, Carl Thomsen samt brødrene Erik og Frants Henningsen. I øvrigt var han orienteret mod den franske salonkunst og modtog derudover påvirkninger fra schweizeren Arnold Böcklin og tyskeren Max Klinger. S. anvendte megen tid og energi på arbejdet med nogle monumentaludsmykninger til bl.a. Frederiksborg og Glyptoteket. Han overtog sin fars forretning og var økonomisk uafhængig. Han stiftede et legat til udsmykning af bygninger i København med malerier og inventar.