Christen Købke

Christen Købke begyndte at tegne, da han i 11-årsalderen måtte holde sengen på grund af en langvarig gigtfeber. Der blev ikke fra hjemmets side gjort indsigelser mod hans ønske om at komme på Kunstakademiet hos den aldrende professor C.A. Lorentzen. Omkring 1827 var K. parat til at begynde på egen hånd, og nogle tidlige portrætter af et par småsøstre, en yngre broder og en fætter viser i både den gyldenmørke farveholdning og ved indførslen af et lysskær bag ansigtet en nær påvirkning fra professoren. Ved Lorentzens død i 1828 blev en epoke båret til graven. Over et par kopier af dels Frederik VI og dels et brudstykke af C.W. Eckersbergs portræt af Thorvaldsen fra 1814 blev K. ca. 1828 tilsyneladende sluppet løs på egen hånd, og man kan følge hans samtidige bestræbelser på at tilegne sig linearperspektivet i et par småbilleder, der forestiller udsigten fra Eckersbergs vindue, og et parti fra Garnisonspladsen. Den tydelige påvirkning fra det sete og stringent opbyggede hos Eckersberg viser sammen med en ny, lettere kolorit et hamskifte, der delvis blev fuldbyrdet i den arbejdssommer, K. i 1829 tilbragte hos akademikammeraten Emmerik Høegh-Guldberg i Århus. Her udførte han nogle portrætter af bl.a. sit værtspar, der bekræfter opbruddet fra Lorentzen, mens hele lysfylden, det koloristisk samstemte og det direkte observerede i hans portræt af Gebauers unge datter viser ham på vej frem mod Eckersberg. Har man således kunstneren i svøb, åbenbarede han desuden alt det, der skulle gøre ham uovertruffen i dansk kunst, i sit Parti af Århus Domkirke, som blev anlagt på stedet, men først fuldført efter hjemkomsten. Selve motivet afspejler de beslægtede kirkeinteriører, som Jørgen Roed og Constantin Hansen nogle måneder tidligere havde anlagt i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Høyens begyndende nationalromantiske program lå bagved. Antagelig prægedes hans natursyn i perioden af den nære omgang med Gebauer, og skønt K. efter hjemkomsten stadig var parat til at signere de værste barnagtigheder, var der, motivisk i en helt anden retning, allerede et nyt tyngdepunkt i Parti af afstøbningssamlingen på Charlottenborg, 1830. Her er det ikke bare en fremstilling af Kunstakademiets repræsentative udvalg af gipsafstøbninger efter Parthenonfrisen, men en næsten sakral annammelse i billedhuggeren H.E. Freunds ånd. Denne skulle i 1830rne fortrænge Eckersberg som den dominerende skikkelse i K.s liv, delvis til gavn for kunstnerens udvikling, men delvis også som en belastning for det forknytte i K.s væsen. K. åbenbarede sig samtidig som en fuldendt landskabskunstner i det bekendte Udsigt til Kastelsvolden fra loftet på kornmagasinet ved bageriet, 1830, og et andet hovedværk som Parti af gården ved bageriet i Kastellet er antagelig udført samtidig. En mangel på skabende fantasi betød, at han i modsætning til hovedparten af sine samtidige ikke indlod sig i konkurrencen om akademiets guldmedaljer. Derfor begyndte hans tilknytning til Kunstakademiet også at løsnes omkring 1832, skønt han ved flere lejligheder vendte tilbage for at arbejde efter især kvindelig nøgenmodel. Tilsyneladende var det i perioden K.s agt at skabe sig en levevej som portrætmaler. Talentet vistes uanstrengt i portrættet af landskabsmaleren Sødring, som han samme år havde lejet atelier sammen med på Toldbodvej. Et portræt af Høyens gamle moder hævder sig ved den farvesikre og redelige gengivelse af det brede almueansigt og den hele personlighed. K. forblev i karakteristikkerne i sin egen fortrolighedssfære, personerne formidledes med en forståelse indefra samt ikke mindst en voksende viden om kunstens væsen. Kunstneren tangerede endda sidst i 1832 artisteriet i sine karakterportrætter af henholdsvis en gammel sømand og en gammel bondekone. Det næsten andægtige i karakteristikken af dansk almue skyldes Høyens voksende fremhævelse af det danske landskab med dets monumenter fra en svunden storhedstid og den danske almue som noget, der burde være motiver for en nationalsindet kunstner. K.s ublandede og usvækkede malerglæde viste sig i 1833 ikke mindst i de mange friluftsstudier, han udførte langs Kastelsvolden eller i de grønne omgivelser omkring. Han havde da samtidig taget fat med blyanten. Den næsten maleriske udstrækning fra det blødt skraverede til de punkter, hvor blyet ses som boret ind i papiret, er ikke uden lighedspunkter med C.A. Jensens bedste tegninger, og K. stod samtidig over for at lære adskilligt af ham som portrætmaler. K.s streg skulle få en signaturagtig karakter, hans bedste tegninger er uovertrufne i dansk kunst, og man kan finde en nær overensstemmelse mellem dem og flere af hans billeder fra Kastelsvolden. De bedste er fastholdt med en kølig stringens og en farvefylde, der strækker sig fra det sølvtindrende mod en blond modenhed. K. nåede med dem volden rundt, måske i en slags eftersøgning af en monumentalkomposition, men billederne bærer især præg af at skulle være en slags erindringsstykker fra Kastellet. K. forberedte sig på et nyt afsnit i sin kunst med Parti udenfor den nordre Kastelsport, mens hans tidligere malerier var små, naturalistiske studier, baseret på det umiddelbart iagttagne, banedes vejen nu gennem en malet skitse og en lang række gennemtegnede detaljestudier. Som i flere af Eckersbergs prospekter fra Rom og København er kompositionen ikke mindst lagt fast ved hjælp af arkitekturen og den klare opdeling mellem lys og skygge, der understreger helheden uden at glemme detaljen. Denne type malerier blev udført i atelieret, luft- og lystonerne er præget af det, men det lykkedes i en sjælden grad kunstneren at overføre skitsernes friske anslag til det færdige maleri. I hovedværket, Parti af Østerbro i morgenbelvsning, forsøgte K. sig uden forudgående skitse, men motivet forelå gennemtegnet og overført til lærredet ved hjælp af en kvadrering, som kunstneren også siden ofte tog sin tilflugt til. Som en slags erindring om et tabt barndomsland i Hillerød finder man to vældige fremstillinger af udsigten hen over dels et af de små tårne og dels tagryggen af Frederiksborg Slot. De 2 monumentalkompositioner blev forberedt i flere sommerlige og dagklare skitser og tegninger. I de følgende år skulle K. ofte vende tilbage til Frederiksborg, der ifølge Høyen var Nordens skønneste kongebolig. Kunstnerens samtidige breve og svogeren, F.C. Krohns senere oplysninger viser, at han i midten af 1830rne henfaldt til kunstneriske anfægtelser og religiøse grublerier. Noget skyldtes den nære berøring med svogeren, pastor N.L. Feilberg samt en fordybet læsning i den senpietistiske kielerpræst, Claus Harms prædikensamling, men den midtpunktsskabende Freunds melankoli gjorde sig også gældende. Kunstnerisk kan ændringen aflæses i de store portrætter, K. udførte af venner og familiemedlemmer, ikke mindst af Freund. Koloritten er knap og mørkladen mod det øde, ligesom umiddelbarheden er afløst at noget tungt eftertænksomt og indadvendt. Holdningen kom koncentreret til udtryk i et par sene efterårslandskaber, der tilbagevendende har fået dansk kunsthistorie til at lede efter en mulig påvirkning fra C.D. Friedrich. K.s store rejse kulminerede i et flere måneder langt ophold på Capri. Han arbejdede med forkærlighed ved øens to havne, Marina Grande og Marina Piccola, indsatsen er delvis undervurderet, og rækken af tegninger, skitser og større studier viser ikke mindst, hvordan kunstneren havde fået sin gamle malerglæde tilbage. Efter tilbagekomsten trak det på grund af familieproblemer i langdrag, før Købke fik afleveret sit receptionsbillede Parti af Marina Piccola på Capri til Akademiet, og da det endelig skete i 1846, blev det forkastet. Det lader sig ikke nægte, at det minutiøst gennemarbejdede maleri, der eksisterer i 2 versioner, døde mellem hænderne på kunstneren, men det var langt fra dårligere end så mange andre optagelsesstykker. K., der imens havde udført en række af sine bedste studier langs Sortedamssøen og ved hjemmet, kastedes ud i en krise, der i en periode fik ham til at overveje en fremtid som dekorationsmaler. Efterhånden genvandt han modet, og betjente sig ikke bare usvækket, men med en ny malerisk sikkerhed igen af blyant og pensel, noget nyt var måske undervejs, men i februar 1848 døde han af en lungebetændelse, der antagelig hang sammen med hans overdrevne anvendelse af koldtvandskure. Yngre kollegaer som Lundbye og Skovgaard havde efter K.s hjemkomst samlet sig om ham, men i periodens voksende opposition mod Akademiet følte de, at han klynkede for meget over den afvisning, der kort efter også ramte Constantin Hansen. K.s umiddelbare eftermæle svækkedes af, at hovedparten af hans malerier forblev i slægtens eje. K. genvandt langsomt en placering frem mod 1900, ikke mindst understøttet af en udstilling i Kunstforeningen i 1884 samt af Emil Hannovers både indforståede og vidende biografi fra 1893. I dag er K. bredt anerkendt som landets måske betydeligste maleriske begavelse gennem tiden.