C.G. Kratzenstein Stub

C.G. Kratzenstein Stub tilhørte kunstnergenerationen efter Abildgaard og havde som de jævnaldrende kunstnere C.F. Høyer, J.G. Wahl, J.L. Lund og C.W. Eckersberg primært ambitioner inden for historiemaleriet. Som autodidakt, bortset fra lidt undervisning hos Abildgaard, var det studierejsen til Frankrig og Italien 1809-11, der især bestemte K.S.' kunstneriske udvikling. I Paris stiftede han bekendtskab med værker af J.-L. Davids efterfølgere bl.a. F. Gerard og A.-L. Girodet-Trioson, der repræsenterede en romantisk nyklassicisme, som fik stor betydning for K.S. Indflydelsen er mærkbar i den sensualitet, som præger det af samtiden meget roste billede Amor og Psyke, 1815, hvor scenen ydermere er henlagt til en romantisk grotte. Tilskyndelsen til at male motivet kom som i andre tilfælde sandsynligvis fra mødet og venskabet med Thorvaldsen i Rom, men K.S. formåede at bearbejde de forskellige indtryk til personlige og helstøbte værker, hvor Thorvaldsenkredsens foretrukne motiver og strengere nyklassicistiske formsprog forenes med en franskinspireret romantisk iscenesættelse. K.S.' tegninger er i højere grad bundet til indtrykkene fra Rom og er nært beslægtet med A.J. Carstens og J. Flaxman's nyklassicistiske konturstil. Foruden antikke motiver beskæftigede K.S. sig især med emner fra Ossian og nordiske sagn, hvor han ofte mere overbevisende end sine samtidige danske kolleger var i stand til at overføre de litterære forlægs forskelligartede og, for Ossian-motivernes vedkommende, overnaturlige indhold til maleriet. Der blev således knyttet store forventninger til K.S., der 1814 blev medlem af akademiet, men han døde allerede 2 år senere af tuberkulose. K.S.' evne til at forene de nyklassicistiske og romantiske strømninger gjorde ham også til en efterspurgt portrætmaler. Med afsæt i en international portrættype, som især blev praktiseret af kunstnere fra Thorvaldsenkredsen i Rom som G. Schick og J.L. Lund, udførte han flere fine, romantisk idealiserede kvindeportrætter. I fokuseringen på Eckersbergeleverne og den naturalistiske skole har kunsthistorieskrivningen ikke levnet megen plads til K.S., men i forlængelse af de senere års interesse for indholdsmæssige og syntetiserende aspekter har han fået en mere fremtrædende placering som repræsentant for den litterære romantiske klassicisme, der også tæller kunstnere som Abildgaard, A.J. Carstens, J.L. Lund og D. Blunck.