Carl Ploug

F. Hendriksen står som den betydeligste xylograf og gengiver af tegninger på papir i tiden, før de fotografiske reproduktionsteknikker var fuldt udviklede. Samtidig var han en foregangsmand på de nyeste grafiske teknikkers område, en betydningsfuld forlægger og formidler af såvel billedmateriale som kunst- og kulturhistorisk viden. I 1859 blev han af skolelederen Villiam Jacobsen, der så, at han havde anlæg for tegning, hjulpet til en læreplads på det netop stiftede Illustreret Tidendes xylografiske værksted under Wilhelm Obermann. Illustreret Tidende var i en lang årrække det førende illustrerede blad i Danmark, hvor der regelmæssigt forekom reproduktioner af danske og udenlandske kunstneres værker. Samtidig knyttede H. venskab med de unge malere Kr. Zahrtmann og Aug. Jerndorff, og han fulgte undervisningen på Kunstakademiet i 3 år. Sandsynligvis ikke mindst af økonomiske årsager valgte han dog at udvikle sin grafiskhåndværksmæssige dygtighed. Årene i England 1868-70, hvor han arbejdede som underordnet xylograf for Illustrated London News, gav ham det afgørende skub fremad. Det var også i England, H.s interesse for xylografiens historie vågnede, nærmere betegnet perioden fra Thomas Bewick og hans elever til William James Linton. H. grundlagde en samling af illustrerede bøger, hvoraf flere senere erhvervedes af Kunstindustrimuseet i København. Efter et kort ophold i Paris vendte H. i 1870 hjem til København, hvor han åbnede eget xylografisk værksted. I 1877 startede han det illustrerede ugeblad Ude og Hjemme, hvor H. selv skrev kunstanmeldelser. H.s kultursyn var allerede på dette tidspunkt præget af en bred indsigt, tolerance og social bevidsthed. Den radikale gruppe af litterater og intellektuelle omkring brødrene Brandes, fandt i Ude og Hjemme et fristed. I årene 1880-82 dannede gruppen støttekredsen Bogstaveligheden, der førte en stribe vigtige skikkelser i 1880ernes maleriske nybrud sammen med den radikale gruppe, og befordrede således naturalismen såvel i dansk litteratur som i dansk malerkunst. En række unge malere fik værker reproduceret i Ude og Hjemme, og som illustratorer af døgnets begivenheder knyttede H. Paul Fischer og Erik Henningsen til bladet. Som xylograf kendetegnes H. især af sin evne til at individualisere reproduktionerne efter hver enkelt kunstners egenart. Han udnyttede her teknikkens muligheder for tonevirkning i forlængelse af traditionen fra England. I 1885 rejste han til Wien for at sætte sig ind i de fotografiske ætsemetoder, der var ved at udkonkurrere det xylografiske håndværk. I Wien besøgte han firmaet Angerer & Göschl. Kontakten med Wien var dog blevet etableret i årene forinden, hvor H. i Ude og Hjemme i stigende grad anvendte fotografiske ætsninger, udført i Wien. Første håndtegning i bogtryk bragte H. allerede i 1879. Det var Otto Baches En hoppe med føl, fremstillet i kliché i Frankrig. Omkostningerne ved at importere den nye teknik var en væsentlig årsag til, at Ude og Hjemme måtte lukke. Ikke desto mindre indså H., at udviklingen ikke var til at stoppe. I 1889 anskaffede han sig som en af de første i Europa amerikaneren Max Levys autotypi-udstyr, et udstyr der ellers først vandt udbredelse efter udstillingen i Chicago 1893. Lige siden har F. Hendriksen og F. Hendriksens Eftf. spillet en ledende rolle i reprofaget i Danmark. På boghåndværkets område var H. også en af de store fornyere. I 1883 indvalgtes han i bestyrelsen for Foreningen Fremtiden. Og 1884-1927 tilrettelagde H. foreningens publikationer. Rejsen til Chicago 1893 og indtryk fra kunstindustriudstillingen fik H. til at orientere sig mod William Morris og Arts and Crafts-bevægelsen. Indflydelsen fra Morris' private trykkeri, Kelmscott Press, spores således tydeligt i Foreningen Fremtidens bøger efter århundredskiftet. Den sociale bevidsthed, som Morris også stod for, tiltalte givet H. Som forfatter har H. givet væsentlige bidrag til dansk kunst- og kulturhistorie, og hans sympatisk, men også kritisk vågne holdning over for strømningerne i sin samtid gør ham til både et underholdende og pålideligt vidne.