C.A. Lorentzen

C.A. Lorentzen fik i dåben hertugen af Augustenborgs fornavne, og man formoder, at han i sin ungdom blev protegeret af familien og dens nære slægtninge, Danneskiold-Samsøerne på Gisselfeld. Om L.s tidlige uddannelse vides intet. Man opnår kun viden ved at følge hans daterbare arbejder. En serie prospekter fra Gisselfeld (et dateret 1772), er sandsynligvis malet på hans vej fra Sønderjylland mod København. De afslører, at han har haft kendskab til hollandsk kunst fra 1600-tallet. Efter ankomsten til København blev L. snart benyttet som portrætmaler, og ved velynderes økonomiske støtte blev han i 1779 i stand til at begive sig ud på en længere rejse. Efter et besøg i fødeegnen rejste han over Holland til Antwerpen, hvor han boede et år, og derfra tog han til Paris. Alle steder studerede og kopierede han de gamle mestre, bl.a. Jacob van Ruisdael, Ph. Wouwerman og især P.P. Rubens. I Paris traf han og blev meget inspireret af J.-B. Greuze. Et stort antal kopier blev sendt hjem til Otto Thotts privatsamling, og efter dennes død 1785 var L. med til at katalogisere grevens anselige samling af stik, en kilde til yderligere inspiration. Efter hjemkomsten 1782 skortede det ikke på opgaver. L. blev en af 1700- tallets mest alsidige kunstnere i Danmark. Genremaleri, både med folkelig og litterær pointe, bataljemaleri, fædrelandshistoriske billeder fra alle tidsaldre, samtidsskildringer, landskaber, også fra egne han aldrig havde besøgt, og ikke mindst portrætter påtog han sig at udføre. I 1792 bekostede kronprins Frederik (VI) en rejse til Norge og købte senere 2 norske landskaber af ham. Yderligere 15 blev købt af hertugparret af Augustenborg til deres palæ i København. Skitser var blevet til undervejs, de færdige billeder i atelieret hjemme, enkelte malet efter den afdøde Erik Pauelsens tegninger. En sammenligning mellem de 2 kan derfor være vanskelig. 1810 bestilte Mendel Levin Nathanson et "Holberg Gallerie", som senere efter planen skulle udgives i tryk. ldeen var sandsynligvis opstået efter John Boydells "Shakespeare Gallery", der udkom 1802, men måtte opgives på grund af svigtende økonomi. Et såkaldt Schweizisk landskab malede han til familien Tuteins hjem på Købmagergade. I dette billede og i Ideallandskabet i Fyns Kunstmuseum ser man tydeligt kopiering efter kendte kunstnere som f.eks. Ph. Rugendas, Cornelis Dusart (gennem stik af William Woollett), Jacob van Ruisdal og Claude Lorrain. Begge er eksempler på såkaldte fantasilandskaber, der gengiver steder, kunstneren ikke har besøgt. I 1822 fik han bestilling på 4 store arbejder til udsmykning af C.F. Hansens Christiansborg, og nåede at fuldende alle 4. Som portrætmaler led L. under sammenligning med f.eks. Jens Juel, Vigilius Erichsen og Cornelius Høyer, men ved granskning af hans farvekomposition og menneskeligt følte opfattelse af modellen kommer han ingenlunde til kort. L. var den typiske eklektiker, kunstneren der gik ad de banede veje og efterlignede de gamle mestre. Hans kunst er konservativ og har i perioder været hårdt bedømt, men indtager alligevel en ikke ubetydelig plads i 1700-tallet. Samtidsskildringerne er af uvurderlig historisk værdi. Historikeren Ole Feldbæk har påvist, at begivenhederne omkring slaget på Rheden 1801 er skildret så nøjagtigt, at billederne i dag kan benyttes som kilder. Dertil kommer, at L.s fine farveholdning og komposition i samtidsskildringerne i mange af portrætterne og i landskaberne fortsat må gøre krav på interesse. Hvad L. manglede i originalitet ejede han i rutine, viden om maleriets teknik og billedkomposition, evner der ikke er at foragte hos en, der som han virkede som lærer for den næste generation. Først omkring 1970 blev L. rehabiliteret af H.D. Schepelern og T. Holck Colding.